Pages

3 May 2011

Markedsdag i Sognegården

I weekenden var vi til markedsdag i sognegården i Birkerød.

 
Datteren synger i børnekoret og mens vi sidder med varm kaffe og festligt pyntede stykker lagkage på tallerkenen nyder vi deres smukke stemmer som synger sange om en solsikke der skal kigge væk, fordi de lige tager en pære fra naboens pæretræ. 

Markedsdagen bød udover musiske indslag og det imponerende kaffebord, på loppemarked, amerikansk lotteri, med et imponerende antal fornuftige gevinster doneret af lokale butikker, fiskedam til de små og kunstlotteri, hvor gevinsten er doneret af stenskulptør Bent Madsen, som tilfældigvis også er vores nabo. Tjek lige hans hjemmeside. Han forstår at give sten udtryksfulde og satin bløde former.

Vi støttede selvfølgelig det hele. Mange gevinster blev det ikke til, men drengene vandt et pragt eksemplar af en lyserød klapvogn. Grinene ville ingen ende tage hos de fodboldfanatiske drenge, som nu vrider deres hjerner for at finde en passende ny gevinstmodtager.
På loppemarkedet forelskede jeg mig pladask for denne taske i skønt dybtbrunt kraftigst skind og tydelige lyse syninger, der giver et let råt udtryk. For sølle 30,- blev den min. Jeg kan lige se den med enten pc-en eller strikketøj som indhold.


Overskuddet fra markedsdagen går til "læger uden grænser". Tænk jer, godt 36.000 blev det til!!
En fantastisk formiddag - åbne, smilende, hjælpsomme mennesker i alle aldre - skøn stemning og så indsamling til et godt formål.
En absolut mindeværdig dag.

No comments:

Post a Comment