Pages

15 Jun 2012

Min Mormors klodser

Min kære Mormor lavede ALTID håndarbejde. Hækling var den store hobby, men at strikke, sy og trykke var også på hendes repertoire.

Som barn lavede jeg og min lillebror julegaver hos Mormor. En November weekend i hendes lille køkken med radioen kørende og med stofmaling, duppesvampe og klodser indenfor rækkevidde.
Alt var forberedt. Voksdug på bordet og stoffer klippet og sømmet, klar til juletræstæppe, juledug eller mellemlægsservietter. Vi kunne bare gå igang med de fascinerende klodser. Først et under"tryk" med hvidt, så stoffet blev mættet med farve. Derefter et over"tryk" i farve - mest rødt og grønt.



Der var klodser med dansende nisser, stjerner, kranse, juletræer og hjerter. Det var min Morfars værk. Han skar dem så fint efter at motivet var nøje udvalgt af min Mormor.


Sådan var det i rigtig mange år. Altid at lave julegaver hos Mormor. Det sjove er, at de ting vi lavede dengang stadig bliver taget frem ved juletid, hos min Mor og hos mine ældre søskende. Det er da bare tophyggeligt.

Nu er det jo ikke ligefrem juletid, men jeg har haft klodserne fremme. En hel flyttekasse fyldt med de lækreste godterier for en krea-pige som mig. Udover klodser med jule motiver, er der også påskefigurer og de grafiske mønstre, som jeg holder meget af.


Om de skal med til Australien - you bet - sådan en skat med både mange kære minder og mange nye muligheder, holder jeg fast i.

Med minderige billeder fra Mormors køkken på nethinden, og smagen af øllebrød og rugbrødsmadder med smør og honning (som det kun var lov at spise hos Mormor) i mundvigene, vil jeg glædes over weekendens komme. Den vil også give minder - i fremtiden.

4 comments:

  1. hej Jane
    hvor hyggeligt med disse mormor minder.
    Jeg kan bare så godt forstå du må have klodserne med down under.
    Dit indlæg bragte også minder frem her - min mor lavede stoftryk.
    mange hilsener Mona

    ReplyDelete
  2. Lækre klodser - med dejlig minde. De er guld værd - og selvfølgelig skal de med dig på jeres rejse. Jeg har været heldig at få fat i en flok klodser også - fundet i en genbrug. Det er så fine - og jeg ved, at der har siddet én og har skåret disse med kreativitet og sjæl.

    ReplyDelete
  3. Kirsten. Ja de er skønne. Jeg er meget glad for dem.
    Mona: Ja, det er rigtig dejlige minder - dejligt at historien også vakte dine.
    Karina: Ja, de er nemlig superlækre og det er dejligt at tænke på at det er Mormor og Morfar der har kreeret og brugt dem.

    ReplyDelete