Two at a time.

The body of my husband's sweater is done, and it's time for the sleeves. I've wanted to knit two sleeves at a time for a very long time. I did try it when knitting the long grey cardigan half a year ago, but at that time it was of no success.

This time it is. Especially after the first rounds of wires, yarn and yarn ends all mixed up in a strange bundle. As soon as the first cm was done it's proven to be very easy, and I am really looking forward to the feeling of relief of not having to do a second sleeve.

I enjoy my new reading "The street sweeper" by Elliot Perlman with the sleeves almost knitting themselves. This is just an absolute joy.

Muldvarpen til min kære husbond bevæger sig støt og roligt fremad. Kroppen hviler, alt imens der er gang i ærmerne.

Jeg igennem lang tid ønsket at strikke to ærmer på en gang. Forsøgte det også da den grå cardigan var på pindene for et halvt år siden. Den gang lykkedes det ikke.

Det gør det nu. Særligt efter de første omganges indviklede wire, garn og garnender. Lige så snart den første cm re strikket går det derudaf. Det er faktisk en fornøjelse at få flere og flere masker på pindene, for så er der længere strikkeres mellem omarrangering af pinde og skubben rundt. Og så kan jeg næsten ikke vente til den fede oplevelse af ikke at skulle i gang med ærme to, når disse er blevet tilpas lange.

Jeg nyder mit nye litterære bekendtskab ned "the street sweeper" af Elliot Perlman. Der læses side efter side, alt i mens strikketøjet næsten strikker sig selv - det er bare så hyggeligt. Jeg kan vist lige nå et par sider inden dynevarmen skal lade mig op til i morgen. Hav en rigtig god dag.