Pages

19 May 2011

Tanker om kreatid og præstationsræs

Tusind tak for jeres kommentarer til de seneste par indlæg.

En del samtykker til følelsen af at "alle de andre producerer mere og er mere interessante" end jeg er. Egentligt underligt at vi får det sådan. Samstemmende bruger vi bloggene til at hente inspiration, til at holde os selv til ilden og have et sted, der kan fungere som udstillingsvindue og et sted hvor tanker, idéer, planer og frustrationer kan luftes. Det har virkeligt været dejligt at læse jeres ærlige og fyldige kommentarer, og det har sat mit eget forhold til bloggeriet i perspektiv. 


Tankerne har været i formuleringsmaskinen - om maskinen har forbedret budskabet er usikkert, men om ikke andet er jeg blevet klogere.

Jeg gider (og jeg mener gider) ikke lægge under for mit eget præstationspres. Hvis jeg vil (og det har jeg gjort) kan jeg altid finde mennesker der gør mere, skriver mere, tager federe billeder og hvad man ellers kan dunke sig selv oven i hovedet med. Det er jeg slut, prut, færdig med.

I stedet vil jeg fokusere på at, jeg tit i løbet af dagen løber ind i episoder eller finurligheder , som i hovedet formuleres til et indlæg. En brøkdel kommer på skrift; men det er den lyst til at dele jeg vil dyrke - om det så er blomsterne i haven, solens stråler, ungernes latter eller kreationer fra pinde eller nåle, og om jeg rammer en daglig frekvens spiller en mindre rolle.

Derfor er målsætningen i prioriteret rækkefølge for Balles Bazaar at:

  1. indlæg skrives ud fra lyst til at dele 
  2. holde mig i gang 
  3. vise alle de "fede" ting jeg sysler med (skal læses med en ironisk undertone)
Det giver en rigtig god fornemmelse, og så håber jeg at I, kære læsere, er med på den målsætning. 


Omkring kreatid har jeg taget idéen omkring kreaklub til mig. Faktisk havde jeg i aftes 4 gæve kvinder på besøg til rabarbertærte, lokal informationsopdatering og strikke/hækling (i nævnte rækkefølge). Skønt med en aften kun tilegnet pinde og hygge.

Ellers har jeg altid håndarbejde med på rejser. Det er muligt at strikke på flyet, og med rundpinde har jeg ikke haft problemer med gennemlysningsapparaterne. Jeg plejer at være den eneste; men en enkelt gang sad vi to strikkere ved siden af hinanden. Det var ret fedt. Hotelværelset, når jeg følger med på tv-udsendelser på dr.dk/nu og ellers herhjemme i sofaen til tv-avisen eller en god film. 
Symaskinen kræver lidt mere planlægning. Når vores maskiner (med chauffører) holder stævnemøde en søndag eftermiddag er der fuld fokus og koncentration - og så går det derudaf. Det er vist ved at være tid til at lave en ny aftale. 

Skulderklap til dig der hang på så længe - det blev et ordrigt indlæg - sorry.
Hvis du har flere gode idéer til at optimere rammerne omkring kreativiteten og/eller kommentarer til målsætningen er det bare at spytte ud.

Om ikke andet, er min frustration falmet og lysten til at dele blomstrer. 

6 comments:

  1. Fantastiske rammer og dejligt at kunne fornemme "friheden" Jeg, om nogen, glæder mig til at følge hverdagens små upsere.... altså de andres ;O) og selvfølgelig mere af dit smukke håndarbejde - Puden du har hæklet har kredset rundt i mit hoved, tror det er ved at være tiden jeg fatter hæklenålen igen... og måske kommer til at starte endnu et projekt op ;o)

    Rigtig god aften og tak for et knald godt indlæg.

    Kram fra Jill

    ReplyDelete
  2. Kære Jane

    Jeg har læst med - og bifalder din stillingtagen. Det er jo det det handler om - at blogge fra/med hjertet? Det håber jeg at alle gør :-) Jeg kan jo kun tale for mig selv - jeg kan bare ikke lade være. Jeg trak på smilebåndet af din beskrivelse af alle dagligdagens finurligheder, som formuleres til indlæg i hovedet. Det foregår i mit hoved HELE tiden - og havde jeg en iPhone ville der nok være dobbelt så mange indlæg - bare et billede eller en kort tanke. Når man så sidder om aftenen er det aldrig helt det samme - men så har man da selv haft sjov ud af det :-)

    Jeg vil følge med fremover - det kan du være sikker på. Jeg er ligeglad med hvor tit du spytter et indlæg ud - eller hvor meget du får produceret. Jeg nyder bare at følge DIG - og dit liv med hvad det nu indebærer.

    Så tak for det du allerede har delt og givet - jeg ser frem til fremtiden :-)

    Kh. Mette

    P.S. Og så her de kommaer jeg ikke fik sat... ,,,,,,,,

    ReplyDelete
  3. Det er en dejlig følelse når frustrationer blegner. Jeg hænger på - og glæder mig til flere indlæg fra dig, efterhånden som de dukker op.

    ReplyDelete
  4. Først og fremmest Jane, så har du jo "været med mig" fra dag et jeg startede ud som blogger. Du er en af mine specielle bloggere, og en af de første jeg scroller ned til når jeg bare lige skal kikke: "Hvad med hende der Balle, hvad har hun gang i". Og det er jo både det kreative og det menneskelige jeg læser. Når du skriver om svære ting, nikker jeg med hovedet og genkender. Og føler, især at jeg ikke er alene med tanker og følelser.
    Jeg startede med at blogge for at blive inspireret, for at komme igang. Havde/har svært ved at finde rollen som MIG med bloggen "livet som sådan". Hvem er jeg, hvad vil jeg. Når jeg kikker rundt, kan jeg blive fanget til at tage en anden vej (HAR prøvet med indretning, greengate og diverse ;-)) Jeg bloger fordi jeg vil dele og inspireres. Om livet og kreativitet.
    Men jeg startede faktisk også med at blogge fordi livet havde taget pusten fra mig. Jeg var nede psykisk både hjemme og på arbejde. Og jeg fandt ud af, at jeg manglede min kreativitet som jeg altid havde været så stolt af. Den var røget langt ned på listen.
    Derfor GIVER jeg mig selv tid hver dag (uanset hvor travlt jeg har eller er stresset) til at lave noget kreativt. Og det har hjulpet mig tilbage til at finde min kreativitet igen, ikke bare i håndarbejdet men også i dagligdagen. Før kunne jeg gå op i nullermænd og rod for at have kontrol.
    Bloglivet har igen givet mig modet til at tænke kreativitet i mit arbejdssituation (mere kommer senere på min blog)
    Og så har jeg jo meget fri, da jeg arbejder 24 timer i streg, to gange om ugen. Det giver mig alenetid om formiddagen.
    Faktisk har jeg nu så meget overskud at jeg er begyndt at løbe 4-5 gange om ugen!!!Opsving!!

    Sidst (på dette laaaaange indlæg) så synes jeg din datter skal have en filtet ugle, send en adresse på lenedragsbaek@mail.dk, så sender jeg en ugle mod jer (hvilke farver??)

    Hilsen Lene

    ReplyDelete
  5. Ps....og så glemte jeg jo at sige at jeg genkender din følelse af at alle bare laver en masse fede ting og har overskud i lange baner.

    ReplyDelete
  6. Tusind tak for jeres dejlige støttende kommentarer. Det varmer.

    Til dig Lene skal gå en ekstra hjertelig tak for dine smukke og meget ærlige ord. Din kommentar er afspillet mange gange i mit hoved og fyldt en glæde og taknemmelighedsbobbel indeni. Tusind tak og et stort tillykke med opsvinget.
    En mail er på vej, og datteren (og jeg) glæder os meget.

    ReplyDelete