Pages

10 Feb 2014

All about a girl

Suddenly another week passed by. Not a lot of crafting around here, just work kids logistics, dinner and sleep. 

But also a week with an airport pick up of our daughter. After three weeks in Denmark I could hug and kiss my precious "little" daughter again. 
It actually looks as if she's grown a few cms while away, certainly she's grown personally after having traveled half way around the globe - at the age of 11. 

With the risk if you all judging me as a bad Mum, Astrid was accompanied through the Airports and through security. She wasn't nervous at all, everything went smoothely and she had a great time. 

She visited family and old school friends, joined her old class mates for school a couple of days and just enjoyed herself being with them again. When asking her whether she looked forward to come back home again, she actually said "no" and I was a bit worried she'd be sad to come back to Australia. 

She is not. Today she's up early to get ready for school. I think she looks forward to seeing her Aussie school friends again and I also think she's looking forward to her first day as School Vice Captain. 

Just imagine this. 1,5 years after coming to a new country she enters the competition of becoming a school captain. She did an awesome speech to the entire school and now she'll be one of the 4 elected school captains during her last year at primary school. 

What an achievement!! I am just so proud of her, that I needed to dedicate an entire blog post to her. She's amazing and I love her. 


Så gik der da lige endnu en uge ( og lidt til). Ugen er gået med arbejde, madpakker, sports logistik og at sove. Ret meget faktisk. Jeg må have trængt til det. 

Men i den forløbne uge har vi også glædet os over gensynet med vore "lille" datter. Glæden var stor ds vi kunne kramme hende velkommen hjem efter tre ugers ferie i Danmark. 

Med risiko for at blive hængt ud som en dårlig Mor, så er hun altså lige kommet hjem efter at have rejst den halve vej rundt om jorden - alene og 11 år. Hun er selvfølgelig blevet ledsaget i lufthavne og gennem Security. Hun glædede du og hun var ikke nervøs - og det gik jo så fint. Hun blev taget godt af, og i den anden ende ventede familie og venner, som glædede sig til få hendes besøg. 

Hun har boet hos familie og besøgt gamle skole veninder. Hun har været med dem i skole et par dage og hun har stornydt den ekstra opmærksomhed og at kunne berette om hendes "nye" liv herude. 
På spørgsmålet om hun glædede sig til at komme hjem var svaret "nej" og jeg var lidt nervøs for om hun var ked af at komme tilbage. 

Bekymringen er heldigvis ubegrundet. Hun stod tidligt op her til Morgen, for at forberede skoledagen og hun glæder dig til at gense alle hendes australske veninder. 
Dagen i sager også hendes første som vice skolekaptajn. 4 elever (2drenge og to piger) bliver valgt af skolens elever til at være med i ledelsen af skolen. Kaptajnerne har pligter i forhold til at modtage nye elever, hjælpe til med overholdelse af skolens regler omkring uniformsbrug og elevernes trivsel. De er med til forberedelse og afholdelse af skole arrangementet og de er på ledelses Camp i læbet af året. 
Tænk at hun efter kun 1,5 år i er nyt land har lyst og mod til melde sig som kandidat til kaptajn hvervet, holder et brag af en tale for hele skolen, og får stemmer nok til at blive en af de fire. 

Hun er vokset både fysisk og psykisk igennem det seneste halve år. Der er sp meget hun kan være stolt af. Mig? jeg er jo ved at flyde over af stolthed, hvorfor jeg også måtte dedikere et helt blogindlæg til Astrid. Du er for sej, og jeg elsker dig, min pige. 

(Desværre kun et billede. Hovedpersonen nægter pure at få taget billeder) 

4 comments:

  1. dårlig mor, det er du bestemt ikke - jeg tager hatten af for dig - at du har modet til at lade din datter få den oplevelse selv at kunne rejse den halve klode rundt - jeg havde ikke selv turde gøre det.
    Det er godt nok flot, at hun har mod til at stille op og at hun bliver valgt - I kan være stolte som forældre :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak Randi. Tænker også at vi nogen gange som forældre skal vise ungerne tillid og støtte dem i at bevæge sig på egen. Indenfor de grænser vi nu selv finder passende, for de er helt sikkert forskellige - og det er fint.
      Vi er meget stolte ac en datter som er vokset fysisk og psykisk. Tak for kommentaren.

      Delete
  2. Wauw en sej 'tøz' det er vildt i en alder af kun 11 år at turde og at lade hende gre det ... Hatten a' for jer alle

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, hun er super sej, og er vokset af oplevelsen. Somme tider skal vi som kasteældre ikke være så bange for at kaste ungerne ud i oplevelser på egen hånd - selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser.

      Delete