10 Mar 2011

En dejlig dag og så med lagkage

Sidste børnehave fødselsdag her i huset er løbet af stablen i dag. En fredelig omgang med 7 børn og 2 pædagoger. Det er vist den bedste personalenormering, man kan forestille sig.

Drengene forsvandt ud på græsplænen og spille fodbold mens pigerne tuttede med polly-pocket dukkerne. "Og så siger vi, at du boede her og stranden var derovre og du kom over til mig, så vi kunne følges ad" Har du lagt mærke til at børn leger i datid? Måske fordi det lyder mere inddragende og demokratisk end at tale i nutid, jeg ved det ikke, men de gør det konsekvent. Morsomt og interessant hvornår det skifter.

Der var fødselsdagssang, svensk pølseret (har vist aldrig set en svensker) og lagkage. Min mands lækre lagkage som han er så berømmet for. Den er på bordet til alle børnenes fødselsdage og selvom der hver gang er mindst ét barn der bedyrer at det absolut ikke kan lide lagkage, er alle tallerkner slikket og poderne beder om et stykke mere.

Yngstemanden stråler i opmærksomheden. Han er helt med på det der med fødselsdage og hvad det går ud på. Nu sover han for sidste gang som 5 årig og glæder sig til i morgen hvor han endnu engang er verdens centrum - men så som 6 årig.

Lagkagen kender du sikkert godt; men skulle der være nogle der skal have denne herlighed genopfrisket har jeg fået lov at dele ud af mandens hemmelige tricks.

Hindbærlagkagedrøm
1 pose let optøede hindbær (eller friske når det er sæson)
½ dl sukker
1 tsk vanillesukker

2½ dl piskefløde - pisket til flødeskum

Lagkagebunde (vi klarer os fint med de købte, men de er selvfølgelig allerlækrest hvis de er hjemmelavede)

Tag nogle hindbær og lidt flødeskum fra til at pynte med.
Snurre, snurre, snurre frugt, sukker og vanillesukker i blenderen. Hindbær mosen vendes i flødeskummen, og lagkagebundene lægges sammen med den lyserøde hindbærskum.
Pynt med en rest flødeskum og de hele hindbær.

Lagkagen er god når den stadig er lidt kold og skal ikke hvile for længe før den konsumeres (hindbærdskummet flyder lidt ud når bærrene ikke længere er kolde).

Nemt, hurtigt og MUMS
(ville gerne have beriget jer med et dejligt billede - men upload vil ikke som jeg vil - så billede kommer når teknikken vil).

4 comments:

  1. Tænderne kan også sagtens løbe i vand, selvom der ikke er billede på.

    p.s. Opskriften på den lille tøsevest på min blog er fra Familiejournalen og findes på deres hjemmeside :)

    ReplyDelete
  2. Tak Lydert. Ja, det er også en sand drøm at sætte tænderne i.
    God dag.

    ReplyDelete
  3. Stort tillykke med Asger i dag!

    :-) Anette

    ReplyDelete
  4. Tak Anette. Han er meget tilfreds med at kunne fejre fødselsdag to dage i træk.

    ReplyDelete