29 May 2011

Farmors rabarbermarmelade

Min mands farmor lavede altid denne marmelade. Det er selvsagt hans favoritmarmelade og hans begejstring har smittet af på resten af familien, som også har overgivet sig til denne dybt mørke, sirupsagtige, langtidskogte marmelade. Smager skønt alene og allerbedst ovenpå osten.

Farmor Erna Theodora Balle har stået i køkkenet bag Balle Kirkebys Brugs og kogt denne marmelade. Du kan møde hende HER, hvor fætter Finn har samlet alle oplysninger om min mands slægt. Et ret imponerende arbejde og en fantastisk måde at "møde" slægtens personer på.


Vi har nu kastet os ud at lave marmeladen selv. I vores version er den døbt "Balle-lade" som ungerne så fint har skrevet på skiltene.

Lad dig begejstre - opskriften er nedenfor.

Farmors Rabarbermarmelade
1½ kg rabarber
1 kg sukker
1 dl vand
1 stang vanille
1 spsk flydende atamon

Rabarber snittes og står med sukker nogle timer. Koges ved svag varme mindst 2 timer, men gerne 6-8timer, til den er mørk og kogt godt sammen. 1 citron skæres i både og koger med den sidste halve time. Atamon røres i til sidst - må ikke koge med.

Rigtig god fornøjelse.

2 comments:

  1. Er desværre ikke så meget til rabarber, men jeg æææælsker navnet på JERES marmelade, det er da kreativitet for ALLE pengene ;o)

    Og sikke skønne puder du får lavet dig, de er super fede både i farver og design, min hæklenål har ikke været i gang længe, men nu trækker det godt nok lidt i mig igen.... altså når jeg har fået "brændt noget krudt af" i mit nye syværelse ;o)

    Ha' en rigtig dejlig aften.
    Knus Jill

    ReplyDelete
  2. Tak for kommentarerne Jill.
    Ja, der bliver brændt krudt af i dit kreaværelse. Jeg følger med hvordan projektet skrider frem.
    Med hensyn til marmeladen, så er den godt nok lavet af rabarber; men det er godt camoufleret i denne marmelade. Måske det var et forsøg værd.
    Nyd din søndag.

    ReplyDelete