Som barn lavede jeg og min lillebror julegaver hos Mormor. En November weekend i hendes lille køkken med radioen kørende og med stofmaling, duppesvampe og klodser indenfor rækkevidde.
Alt var forberedt. Voksdug på bordet og stoffer klippet og sømmet, klar til juletræstæppe, juledug eller mellemlægsservietter. Vi kunne bare gå igang med de fascinerende klodser. Først et under"tryk" med hvidt, så stoffet blev mættet med farve. Derefter et over"tryk" i farve - mest rødt og grønt.
Der var klodser med dansende nisser, stjerner, kranse, juletræer og hjerter. Det var min Morfars værk. Han skar dem så fint efter at motivet var nøje udvalgt af min Mormor.
Sådan var det i rigtig mange år. Altid at lave julegaver hos Mormor. Det sjove er, at de ting vi lavede dengang stadig bliver taget frem ved juletid, hos min Mor og hos mine ældre søskende. Det er da bare tophyggeligt.
Nu er det jo ikke ligefrem juletid, men jeg har haft klodserne fremme. En hel flyttekasse fyldt med de lækreste godterier for en krea-pige som mig. Udover klodser med jule motiver, er der også påskefigurer og de grafiske mønstre, som jeg holder meget af.
Om de skal med til Australien - you bet - sådan en skat med både mange kære minder og mange nye muligheder, holder jeg fast i.
Med minderige billeder fra Mormors køkken på nethinden, og smagen af øllebrød og rugbrødsmadder med smør og honning (som det kun var lov at spise hos Mormor) i mundvigene, vil jeg glædes over weekendens komme. Den vil også give minder - i fremtiden.