1 year

Another anniversary this weekend is our 1 year anniversary in Australia.

July 13, 2012 7.10am we landed at Sydney Airport. Tired after a 30 hour flight and very excited and a bit nervous about about our new life on the other site of the World.

Leaving our previous life in terms of our house, family and friends, we were suddenly all alone, and at the initial starting point of our new adventures. It was a time of mixed emotions. the thrill of all the new, but also a bit nervous and anxious of the same.

Everything was new, the smells, the sounds, the trees, the colors, the people, everything. To be honest I cried every night for the first week. It was so COLD, I was here all alone, I was overwhelmed by all uncertainties, unsure whether this move would ever be a success - or our biggest mistake. 

One year down the line. it is a success. The children have settled amazingly well, have got new friends, and speak a wonderful English. We've established our everyday life, with house, jobs, soccer, lunch boxes and laundry. Not at all different from the daily life we had in Denmark.
What is different though, is that the sun shines every day, and even on a cloudy day, the daylight is bright, and not grey as the majority of days back up north. The light indeed positively effects the mood. People here smile when speaking, a genuine smile because they love life. Of course we all have troublesome and scrappy days, but in general the tone is much more light, content and happy compared to what we used to.

A year ago, when waiting at the lounge in Copenhagen I wrote a post about standing on the edge waiting to take the first step into the unknown. A lot of thoughts that are interesting to look back on.

We did it. We made this transformation a success. We've met awesome people and made good friends. We enjoy the relaxed outdoor way of living. We breath taken by the spectacular nature and amazed by the variety and size of this wonderful country.

Of course we miss friends and family, and the pain of not being able to participate in family feasts is devastating, but with the help of digital media and Skype, we actually still feel to be part of (some what)  and aware of what goes on in the lives back home.
It's been an eventful year, the busiest ever, the most challenging, but standing here on the other side also the most eventful and developing year, that we has as persons have grown by.
We're ready for the next year(s).

I denne weekend har vi også fejret vores første år i Australien. 
Den 13, Juli kl. 7.10 om morgenen, landede vi i Sydney Airport. Trætte var vi, men også spændte og en anelse nervøse for hvordan det dog skal gå os, her i dette nye land, næsten så langt hjemmefra, som vi kunne komme. 

Alting er nyt. Lyde, dufte, lys, planter og fugle, varer i supermarkedet, ALT er nyt og det kræver energi for hver lille ting vi får ordnet: Bank konto, mobiltelefoner, medicare kort (sygesikring) - i nævnte rækkefølge, ellers går det galt. 
Den første uge, græd jeg når jeg kom i seng. Der var så KOLDT. Jeg frøs og jeg var bare alt for langt hjemmefra usikker på om dette nogen sinde vil blive en succes - eller det kommer til at vise sig at være os største misforståelse. 

Vi klarede det. Vi er på den anden side og vi har det godt. Børnene har klaret det hele fantastisk. De taler hjemmevant på engelsk med en svag Australsk accent. De klarer sig supergodt i skolen, de har fået nye venner, og de har fået fritidsinteresser som passer dem. Vores hverdag med Hus  bil, job, fodbold, vasketøj og madpakker er for længst faldet på plads. Den er ikke noget særligt anderledes end den hverdag vi havde i Danmark. Her har vi bare solen, som det daglige energi boost, og om man vil det eller ej, så har det altså positiv virkning på både energi og humør. 

Vi har mødt nogle fantastiske mennesker, åbne og varme, ægte interesseret i at høre om vores baggrund, ægte interesseret i at hjælpe med information og kontakter, og i det hele taget bare befriende ligetil.

I går, lørdag havde vi besøg af en af vores nye vennefamilier, og på spørgsmålet om hvad der har gjort det største indtryk i dette første år. For miger det, Australierne og deres åbenhed, interesse for andre mennesker og deres ligefremhed som har gjort det største indtryk. Det er ubeskriveligt befriende, at selvom der er udfordringer har jeg ikke oplevet, den der offer mentalitet, som jeg har set før. Det er lige ud ad landevejen, og selv med udfordringer taler australierne (i hvert fald dem vi er stødt på) med et smil om munden.

For et år siden, da vi sad i SAS laungen i Københavns Lufthavn skrev jeg om at stå på kanten  Det var i sandhed som at stå på kanten, nervøs for at skulle tage det næste skridt, et skridt ud i det ukendte. 

Vi klarede det og det er en success. Vi har mødt fantastiske mennesker og vi har fået nye gode venner. Vi nyder det afslappede udendørs liv. Vi bjergtages af den smukke natur og imponeres (til det uvirkelige) over dette lands enorme størrelse. 
Selvfølgelig savner vi venner og familie. Vi ER langt væk, og det er da smertende at måtte melde afbud til familiebegivenheder. Selvom det ikke kan måle sig med at være personligt tilstede, giver de digitale medier og Skype os mulighed for stadig at holde kontakten hjem til. Vi føler at vi på en måde stadig er en del af det, og vi har haft og får glæden ved at få familie på besøg. 

Det har været et begivenhedsrigt og meget travlt år. Det mest vanvittige år i vores liv, men vi er alle vokset med udfordringerne og står her på et-års dagen stærkere som mennesker og som familie. 

Vi er klar til et år mere. 

Busy Silence

Pludselig er der gået 2 uger. Jeg takker for jeres tålmodighed og undskylder skuffelsen over, at der ikke har været nyt i Bazaaren et stykke tid.

Det er nu ikke fordi vi har ligget på den lade side - tværtimod. For fjorten dage siden - nøjagtigt 2 måneder efter at vi landede i Sydney lufthavn, genså vi vores container. Ikke den grønne "Evergreen"som forlod Birkerød tilbage i juni måned, denne gang en blå og lidt mindre en af slagsen.

 Tre gæve ungersvende uden tatoveringer, men med færre tænder og kinesisk influeret engelsk, slæbte for os. Jeg stod i døråbningnen og dirigerede kasser og møbler de rigtige steder hen, et rolle jeg sagtens kunne vænne mig til  :-).

Reoler og senge blev samlet. Jeg pakkede køkkenet ud og fik organiseret (så godt det var muligt) det lille køkken med de små skabe. Indrømmet der skal lidt lirken til for at få panderne ud af det lille hjørneskab, hvor de nu har bolig. Bøger kom op i dagens lys, sofaerne og fjernsynet kom på sin plads, og der så helt hjemligt ud, da ungerne fulde af entusiasme og forventning kom stormende hjem fra skole.

Alle jublede over gensynet med de kære kendte ting. Astrid måtte fælde en tåre af glæde og lettelse. Hun har været en endnu gladere pige efter gensynet med sine egne ting. Interessant at se, hvor meget det kendte betyder - ikke kun for hende, men for os alle.

Fredag aften kunne vi putte os under vores DEJLIGE dyner - hvilken luksus siger jeg bare!!!
De bliver helt sikkert alt for varme til sommer, men lige nu er det bare SKØNT!

Suddenly 2 weeks passed by. Your patience is appreciated and I apologize for the disappointment you may have felt when visiting the Bazaar without seeing any news. 

It hasn't been weeks of relaxation - actually the opposite. Two weeks ago, exactly 2 months after our arrival to Sydney we had the pleasure of seeing our container again. Not the green "Evergreen" one which left Copenhagen mid June, but a smaller blue one. 
Three nice men help us carrying all our boxes and furniture into the house. I had the pleasure of standing in the doorway giving directions on where to put the boxes - a role I became very fond of!

Cupboards and beds were mounted. I unpacked the kitchen stuff, trying to fit everything into our small kitchen and the tiny cupboards - not an easy task, but we are slowly getting there. Books were unpacked and put on shelves, the sofas and the TV are put on their places, and the empty living room quickly turned into a cozy home ready to welcome the kids after school. 
The kids rushed home - so excited to see their well known and beloved stuff. They were not disappointed. They cheered happily, and Astrid had a tear in her eye, just out of relief and happiness to see her lovely things again. Interesting how much your belongings means to your feeling of being HOME.


Friday evening we could go to bed under our LOVELY feathery quilts - what a luxury! The quilts will for certain be too hot for summer, but right now they are just GREAT!

Om at stå på kanten

Vi har stået på kanten længe. Vores tidshorisont har i et halvt år gået til den 11. Juli.
Der er sket meget. Huset er solgt og pakket ned, bilen er solgt, børnene har sagt farvel og på gensyn til gode venner og klasskammerater. Vi har også, på behørig vis sagt farvel til naboer, venner og bekendte og igennem de seneste uger også til familien.
Det sidste har været særligt følelses íntenst. Gode kram er givet og der er fældet en tåre. Det må der være plads til.

Det har været som at stå på kanten og vente på springet. Et spring ud i det ukendte. Et spring som man både gruer sig for og ét man glæder sig til.

Når du læser dette, er vi sprunget. Vi befinder os et sted mellem Paris og Seoul, Korea og efter nogle timers ophold og endnu en ti timers flyvetur skulle vi gerne lande i Sydney. Forhåbentligt på benene og med fornemmelsen af at der faktisk var fast grund at lande på, og at det er godt.

Som I sikkert kan fornemme er det en noget speciel oplevelse. Vi har sendt vores 8 kufferter afsted. Vi har vores elektronik, tandbørste og boarding kort ved hånden. Mens jeg skriver dette, sidder vi SAS Loungen i lufthavnen. Ungerne har fyldt maverne med sodavand og crackers, Thomas og jeg med rejer, laksepaté og hvidvin.
Asger slænger sig i de bløde stole og udbryder begejstret efter den 5. sodavand "Ih, hvor jeg hygger mig!".



Det gør vi - forventningens glæde er ved at indfinde sig. Springet fra kanten føles ikke så skræmmende mere. Vi er klar til et par dage i frit fald (ikke bogstaveligt altså, der skal gerne være stabile vinger der bærer). Jeg giver et pip, når vi er landet igen. Ha' det godt så længe.

Boligløs

Så er huset gjort rent og nøglerne afleveret til husets nye beboere.
Rammerne er væk, men vi tager alle oplevelserne som huset har dannet ramme om, med os. Det er fint.

Fjollebillede på trappen. 

Nu er vi husvilde- på tur hos familien i Jylland, indtil vi lander i Sydney den 13. Juli. Her står en ny midlertidig bolig og venter på os. Det er godt at vide. 

Champagnen er på køl, klar til at hælde på højstilkede glas med ønsket om en glædelig fremtid. Må din fremtid være ligeså.

Solen titter frem

Skyerne er lettet så solen titter frem, både solen på himlen og den indeni.

I går blev alle 276 enheder pakket i containeren. Alle vores ting er møjsommeligt pakket i papir og puttet i kasser. Vores møbler er skilt ad til det ukendelige og det som ikke kunne skilles, er plastret ind i bøljepap og tape.

Vores sofa pakket ind til det ukendelige

Vi har været meget tilfredse med processen. Overtatoverede, hensynsfulde og effektive unge mænd har vandret rundt i vores hjem. Det har været fascinerende at se, hvordan professionelle flyttefolk arbejder og hvor grundigt alting pakkes ind, noteres og pakkes. Vores egne tidligere improviserede flytninger (som vi ellers synes, vi har gjort ganske godt) med ukorrente potteplanter, lamper, borde og stole i en 3x34 tåler ingen sammenligning. 

Nu er containeren plomberet og har allerede påbegyndt sin lange rejse. Vi glæder os til at se "Evergreen" med indhold igen om ca. 8 uger, på den anden side af jordkloden.

Det var så det praktiske – noget andet er det følelsesmæssige aspekt i sådan en nedpakning. Det har været underligt at gå rundt som en fremmed i sit hjem, uden rigtigt at kunne foretage sig noget og bare overlade kontrollen og ansvaret til andre. Et dejligt hjem gennem 10 år. Et sted hvor vi som familie har udhviklet os og følt os rigtig godt tilpas. Det var derfor med vemod at vi vinkede farvel til containeren, da den trillede ned af villavejen i går eftermiddag. Bagefter var jeg (og andre) fuldstændig flade – følelsesmæssigt udmattede og klar til at smide i seng kl. 21.

Når nu der ikke var andre steder at snuppe en lille lur, kan køkkenbordet bruges.
Det var i hvert fald renere end gulvet. 

Men i dag titter solen frem. Nu er der kun OS i væggene og huset er gået fra at være vores hjem til at være en kær kendt addresse med mange gode minder. Med lukningnen af containeren er det som om, at vi også er på vej videre. Det er OK.

Den nye stemning har jeg idag fejret med en løbetur og en tur hos frisøren. Jeg blevet ½ kg hår lettere i toppen og en smækker-lækker fornemmelse har indsneget sig.  Den smager jeg lidt på – og synes den smager godt.

Må din solskinsdag også smage dig.  

Det går stærkt

4 flyttemænd stod klar på det øverste trappetrin kl. 8:15 og spurgte "Skal I have flyttet noget?". Jo det skal vi vist, sagde vi og slugte det sidste af morgenmaden!

En omgang i huset, hvor vi bliver enige om at det der ligger på sengene er hellige. Op med kufferter, computere, sko, papirer, håndtaske og andre ting som vi nødtøftigt griber ud af flyttemændenes hænder inden det hvirvles i hvidt papir og kommes i kasse.



Kassestablerne vokser. Den ene oven på hinanden, fra gulv til loft. Der er styr på det. Nu kan vi også trække vejret igen, efter de første timers hektik. Et sæt kopper, tallerkner og bestik er kommet i opvaskemaskinen. Her er de i sikkerhed, og vi kan få lidt aftensmad i aften.

For dælen det går stærkt. Der er nu gået 3 timer. Anders' værelse, soveværelset, stuens fyldige reol og køkkenet er tømt. ALT er pakket ned, selv små lapper og knapper henslængt i en skuffe og forsvundet fra opmærksomhedens radar.

"Sewingstuff" er flyttemandens betegnelse for et mindre garnlager der skal fragtes med. 

Jeg går lidt rundt om mig selv og har søgt tilflugt i sengens helle. Her sidder jeg mellem kuferter, sko, skjorter og strikketøj og skriver blogindlæg.
Thomas spuler cyklerne fri for alt, der kunne minde bare den mindste smule om jord.  
Børnene er heldigvis i sikkerhed i skolen. Tænk, hvis de lige kom ned mellem papir og pap. 


En noget speciel mandag her på matriklen. Jeg håber din er mere, som du kender den.

At vælge

I morgen rykker flyttemændene ind. De pakker alt ned og på onsdag står hele vores hjem i en 40 fods container og er klar til den lange sejltur rundt om jorden.

Vores opgave i dag er at pille det fra som IKKE skal i containeren. Det betyder valg af tøj og sko til de næste 2 måneder, og ikke mindst hvilke projekter der skal tages med. Samtidig med at det hele skal kunne være i kufferterne. Vi er stadig på "lægge-frem" stadiet. Om det hele kan komme med afgøres senere.

Jeg er lidt underlig, for det første der kom igennem udvælgelsesmaskinen var projekterne. Nu er der linet op til fortsættelsen af igangværende trøje (mere om det senere), et tæppe til hæklenålen, en fluffytrøje til Astrid og så lige reservegarn til småting. Om jeg kan nå det hele på 2 måneder er vanskeligt at sige, men man skulle jo nødig løbe tør. 

Lekture om Australien og Sydney og Ballebogen, som indeholder vores personlige papirer, pas og billetter og er derfor også selvskreven til kufferten - og ikke containeren. Måske du bemærker at Kreativ Strik har sneget sig med i bunken af uundværlig lekture (jeg siger ikke noget).





Jeg går lidt rundt om mig selv. Det er ganske uvirkeligt. Vi har længe forberedt og ventet på dagen i morgen, hvor vores hjem bliver pakket sammen, og så er det nu. Det er både godt og ganske forvirrende og skræmmende.

Vi holder den gode stemning. Ungerne finder de ting frem, som de holder allermest af og ikke kan undvære. Det er faktisk helt OK.

Dagen derpå

Søndag er dagen derpå.
I går genlød huset og terassen af glade stemmer og duftede af grillpølser, pilsnere og salatbar. Vi sagde farvel og på gensyn til venner og familie. 90 voksne og børn havde valgt at gengælde på  hilsnen.

Der var folk overalt! Børnene holdt picnic på garagetaget og ellers blev hver en trappesten og siddeegnet plads udnyttet til rumpeunderstøtning. Top hyggeligt med så mange mennesker og kun en anelse udfordret, da aftenens grå skyer ikke længere kunne holde tæt og åbnede sluserne - lige da fodboldglade drenge og piger havde taget turen til boldbanen. De kom hjem som druknede mus. Der var trængsel i bryggerset med håndklæder og lånetrøjer.

Et lille kig på gavebordet. Bøger om Australien, uundværlige danske lækkerier, Dannebrog og dansk julepynt - og ikke mindst kort med søde ord.

Én af gaverne er jeg specielt glad for. Den oser af Danmark og så er den hjemmelavet fra en kær venindes hånd.

Ungerne har allerede kastet deres kærlighed på denne lille grønne fyr, som skal holde øje med æggekogningen i køkkenet Down Under.



En fantastisk uformel aften med snak og latter mellem gode venner. Vemodigt at skulle sige farvel, men nu er det gjort med manér, og vi har et dejligt minde at tage med os videre.

I dag er tempoet lavt - som i meget lavt. Resterne af karamelpapir og drinksglas er fjernet, krummer er støvsuget og vi flader ud i sofaen. I dag holder vi fast i normalitetet. I morgen går det løs - sidste uge i huset - på næste mandag bliver det pakket ned.

Søndagsnydning til alle!

Far, skal du virkelig arbejde på Hogwarts?

... kom det fra ungerne, da deres Far viste dem sin nye arbejdsplads.

Der er da også en slående lighed mellem Harry Potters troldmandsskole, Hogwarts, og University of Sydney, hvor det fra den første dag i August er muligt at finde min kære mand rundt i gangene.



Jeg har ikke været der, men den kære mand har været Down Under på besigtigelse og besøg og fra februar har vi vidst at "Hogwarts" og dermed Sydney, blev en del af vores fremtige hverdag.

Billede venligtst lånt hos: http://www.ryanwilks.com.au

Det skal nok blive godt. 

Danmark-Australien

Anders's fodbold kammerater med forældre er til afslutning i haven med.

Drengene indtager selvfølgelig græsplænen med en fodbold ved fødderne. Vi forældre får en hyggesludder og en kold øl inden alle 35 sætter tænderne i salaterne og grillbøfferne.

Klimaks på fodboldfesten er henlagt til landskamp i Parken. Hvad er en mere passende måde at sige farvel til fodboldvennerne på end en kamp mellem Danmark og Australien!!

Ja, rigtigt gættet. Familien Balles fremtidige residens bliver Sydney, Australien. En stor beslutning med mange følge forandringer, men vi glæder os - for dælen et eventyr.

Så er sløret løftet og jeg vil koncentrere mig om at heppe Danmark til sejr samtidig med at jeg skæver til de australske for at finde ud af hvad de er for nogle.

I kommer selvfølgelig til at høre meget mere.

Forandringer

Det er sikkert ikke undgået jeres skarpe opmærksomhed at der sker ting og sager i Balle livet.

Det er ved at være tid til at forandringerne også smitter af på bazaaren. Bloggen kommer derfor til at skifte lidt stil eller rettere sagt den får tilført en ny dimension.

Det vil stadig være håndens arbejde og hverdagens fornøjeligheder som er i højsædet, men dertil kommer nu indlæg omkring forandringer af mere international karakter.

Vi har jo solgt vores dejlige hus.
Om præcis en måned er nøglerne afleveret og vi står uden bolig - i hvert fald i Danmark. I løbet af juni måneds afslutning er alle vores hjemlige godterier pakket i en stor container egnet til skibstransport og vi står tilbage med en håndfuld propfyldte kufferter.

Ja vi skal ud i Verden. Måske du har et bud om hvor vi skal hen? Følg med i morgen, så giver jeg et hint hvis du ikke allerede ved besked.

Lige nu holder jeg dog fast i normalitetens kendte rytme med fredags hygge, TV dinner og flad-ud på sofaen. Aftenen kunne også indeholde elementer af pistacie farvede fibre. Jeg tror det.
Nyd aftenen - og vi "ses" i morgen.

NaboKaffe med opskrift

Her i vores "lomme" har vi et fantastisk naboskab. Udover at der hvert år holdes vejfest, med udflugt og pølser på grillen, inviterer vejens beboere til morgen eller eftermiddagskaffe, når der er  runde fødselsdage og andre festlige lejligheder.

Sådan har det været siden kvarteret startede engang i 70'erne. En del af vejens beboere har været med hele vejen. Vi har været en del af dette fællesskab de seneste 10 år.

I dag var det os der inviterede til kaffe. Det blev så til en omgang "tak-for-godt-naboskab" kaffe. Om 1½ måned beboes nr. 58 af en anden familie.

Terrassen i sol, med kaffebord dækket med hørdug, Oldemors blå kaffestel, daim-is kage og frugt.  Kan det blive mere hyggeligt?

De smukkeste hvide rhododendron blomster 

Af de kære naboer fik vi tre George Jensen Cobra lysestager. Smuk svungen Dansk Design i sølv. Dertil det skønneste kort med alle naboerne i fælles collage. Dejligt at have det med.

Tilbage til Daim-is kagen. En bragende succes. Og I skal da ikke snydes for opskriften. Den er frit tilgængelig på Alletiders Kogebog. 

Velbekomme og Velkommen til en ny uge.

Daim-is kage. Denne i firkantet version. De runde var væk inden fotografen kom forbi. 

Daim-is Kage (6-8 pers)

Bund:
3 past. æggehvider
150 g sukker
150 g mandler (usmuttede)

Is:
3 past. æggeblommer
3 spsk. sukker
3 dl. piskefløde
4 Daim barer

Pisk æggehviderne næsten stive, og vend sukkeret i. Pisk det helt stift, og vend de finthakkede mandler i.

Kom marengsmassen i en smurt meldrysset springform, og bag den i ca. 30 min ved 175 grader. Afkøl bunden helt på en bagerist, inden isen kommes på.

Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt. Pisk fløden til flødeskum, og vend den i æggemassen sammen med grofthakket daim.

Fordel ismasen oven på marengsbunden, og dæk den til. Sæt isen i fryseren i mindst 4 timer.
Lad isen stå ca. 20 min på bordet inden servering.

Starten er gået

Oprydning og udsmidning. Det er kodeordene for denne forlængede weekend.

Asger vurderer hvilke biler der skal beholdes og hvilke der skal videre i cirkulation.
Sorteringskasserne er klar. Det er mit bidrag indtil nu. Jeg agerer motiverende og hjælpende ånd, og går ellers sådan lidt rundt om mig selv.

Helt Solgt!!

Et blik ned af gangen

Som antydet adskillige gange, sker der en del store forandringer i familien Balles liv. Én af dem er, at vi har sat vores dejlige hus til salg.

Et hus som igennem de 10 år vi har boet her har undergået en forvandling fra 70'er parcel med puf-tapet og blyindfattede ruder til moderne og lys familie bolig.

Et hus hvori Balle børnene er vokset op fra spæde små væsner til selvstændige børn og snart unge.

Et hus hvor Balles Bazaar har sin havn og hvor vi finder ro og lader op i en travl hverdag.











Midt i den hektiske tyske arbejdsperiode i Februar og Marts, havde vi så også lige besøg af ejendomsmægler, fotograf og adskillige gæster til Åbent Hus arrangementer og fremvisninger. Vores hus har aldrig været SÅ færdigt og SÅ rent!

Selvom det selvfølgelig var lidt af et hurlumhej at være i, skal jeg da indrømme at jeg har nydt vores fiiiine hus!
Lidt indtryk fra huset til. Stuen har du måske set, hvis ikke, kan du tage en rundtur her.

Tænk hvad hvid maling kan gøre.
 Fliserne er af de skønne brune storblomstrede af slagsen. 

Nu er det så sket. Huset er solgt! 63 dage nåede det at ligge på Boligsiden. Hvis du skynder dig kan du se det HER.

Selvom vi gik "lidt" ned i pris, er vi glade for at det er gået så hurtigt og at vi nu kan sætte flueben ved én af de mange forandringer vi har i spil. Jeg skal lige skynde mig at sige at forandringerne ikke har en skilsmisse i maven - slet ikke. 

Lilla/Lime i soveværelset. Selvfølgelig fra Balles Bazaar

Nu kan vi for alvor se fremad mod det der venter. For alvor sætte gang i ryden ud og smiden væk, og så ellers nyde de sidste måneder, vi har her i huset.