3 years

Believe it or not it's 3 years ago I wrote my first post, entered the blog world and opened Balles Bazaar.

I had been following craft blogs for a while. The reading inspired me and I found myself re- united with the pleasure of creating. At took me some months and a coaching session to actually get started. I was worried that showing off my passion for crafting would jeopardize my professionalism in my work life.

Some of you might find it an odd thought, but it was that fear of others perception of my that fir a while held back my blog debut. Three years have passed. i haven't seen any negative impacts of hosting Balles Bazaar - on the contrary. In my work life I have made relations because of my crafting. That was an unexpected positive consequence which I highly appreciate.

During these years I have finished more projects than expected. I have enjoyed the pleasure the craft process gives me and foremost I have made some new and exciting friendships and connections with like minded people. 

Thank you all for the constant flow of inspiration. Thank you for your comments. Everyone of them is a treasure. Thank you for the time you spend reading posts about my craft experiments and my humble life. Thank you from following me from Denmark to Australia and welcome to new readers from across the world. 

I'm so grateful for the positive impact the blog community has had on my life and a give away to show my appreciation would be appropriate. I'm just struggling to find the time. You have to be patient with me, please. Suddenly it will be announced. 

In the meantime you have to do with my appreciation of you being there on the other side of the screen. Thanks. 

Tænk sig, det er i dag tre år siden jeg postede mit første indlæg på Balles Bazar og dermed trådte ind i den forunderligere blog verden. 

Inden da havde jeg interesseret fulgt med i forskellige blogs. De fleste omkring håndarbejde og en lyst til selv at være med øgedes dag for dag. Først adskillige måneder senere sprang jeg ud. 

Jeg blev holdt tilbage af frygten for at det at offentlig skilte med sin passion og interesse for håndarbejde ville skade mit professionelle omdømme i arbejdslivet. Det var dog en ubegrundet frygt. Jeg har ikke oplevet negativitet på baggrund af bloggen. Nærmere tværtimod. Krea interessen har givet mange nye relationer også på arbejdspladsen. Det tilfører faktisk en ekstra dimension. 

Nu er det så tre år siden jeg håbede I bød mig velkommen og tak, det har I gjort. I løbet af disse tre år har jeg fået lavet meget mere end jeg tidligere gjorde. Jeg er fascineret af al den kreativitet der blomstrer i blog land. Jeg befinder mig i en konstant strøm af inspiration (på godt og ondt). jeg er så glad for at dele og dyrke min interesse med ligesindede og så er jeg bare dybt taknemmelig får de venskaber jeg har knyttet.

Tusind Tak fordi I har lyst til læse om mine hverdagstrivialiteter og små krea projekter. Tak fordi I er fulgt med her over på den anden side af jorden. Tak for jeres søde og deltagende kommentarer. Jeg kan ikke i ord beskrive hvor meget det betyder at høre fra jer. 

Jeg er så dybt taknemmelig for at I vil bruge en bid af jeres kostbare tid her hos mig. Af hjertet tak. 

Jeg burde selvfølgelig fejre dagen og udtrykke min taknemmelighed med en give away. Tid er bare en mangelvare i øjeblikket, så I må have lidt tålmodighed med mig. Men pludselig en dag er den der (nogen ønsker?).

Indtil da må I nøjes med min dybfølte tak fordi I er der, derude på den anden side af skærmen. 

The simplest simple

Thank you all for the lovely comments to the last two posts. The joy of comments is unspeakable. It makes blogging worth the effort.

This week was challenging at work. I've been extremely tired maybe due to the work situation or it was just the early warnings for the stomach flu striking in full today. 

After a day in bed I've moved my corpus to the couch. Not much energy and the simplest simple knitting. A dishcloth in pure knit stitches. 

Not much, but just the right low ambition matching my poor state. 

Hopefully it'll be much better tomorrow.

Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer til mine sidste indlæg. Jeres kommentarer gør det værd at blogge, og jeg sætter meget stor pris på at høre fra jer. 

Det har været en lidt træls uge. Der sker ting og sager på jobbet, som fravrister det egentlige arbejde opmærksomhed. Jeg har været ualmindelig træt. Måske trætheden faktisk var tidlige advarselstegn på den mave influenza, som har tvunget mig under dynen idag. Jeg har sovet HELE dagen og har kun lige formået at movere mit luksuslegeme herind til sofaen. 

Det er ikke meget jeg overkommer, men en simpel retstrikket karklud passer ypperligt til dagens manglende energi. 

Jeg håber at have det meget bedre i morgen. 

I am alive

Barely alive. During the last weeks I've been so so tired. Tired to the bones and barely holding myself together.
The number of morning snoozes have increased from two in the beginning of the week to today's five. 45 minutes behind schedule but my eyes just wouldn't open and they continue to keep wanting to close.

Naturally nothing much to report from the crafty area. My latest lunch break knitting is progressing. Dark blue wool and Silk Mohair in alternate stripes. It's mushy and comfy and a delight to knit.

Thank God it's Friday. I'm longing for long sleeps, time with the kids and a bit of knitting in my cosy corner. Just one work day and I've survived.

Wish you all a wonderful Friday. The best day in the week.

Så gik der da lige en uge. Måske det alligevel er alderen der trykker, men på det seneste har jeg bare været så træt.Træt helt ind i knoglerne. Træt som i " sove i hundrede år" træt. Det er kun med en vis portion viljestyrke og en stor portion hjælp fra ungerne at vi er kommet nogenlunde igennem ugen. Manden i huset ser vi kun, mellem 22 og 05 hvor han ikke arbejder. Der er tryk på, og efter tre uger (og næste uge med) med 6 dage på denne måde glæder vi os alle til at holde Påskeferie. Den er heldigvis lige om hjørnet - altså stadig et par uger til, men vi kan næsten ikke vente.

Selvsagt har strikketøjet ligget stille hen. Det har kun fået motion på togture og i frokostpauser. Mørkeblå uld og silk mohair i skøn forening. Det bliver godt. Blødt, let og godt.
Ugen er overlevet. Det ier Fredag. En arbejdsdag og så står den bare på monstersovning, hygge med ungerne og strik i favoritsofahjørnet.

Med ønsket om en nydelsesfuld fredag.

Not bad, not bad at all

45 isn't as bad as I thought it to be.
With "happy birthday" singing and delicious breakfast with the family the day started out perfectly - and it continued.

At work my team mates had prepared the day with birthday card and chocolate-cherry sorbet-ice cream-cake.

The price winning comment from one of my colleagues: "you have three kids? You don't look that old!". All the complaints from yesterday vanished with that comment and with all the love around me.

I'm so grateful for my kids my husband and our family. This is definitely a day to appreciate everything good just around us.

Det er jo slet ikke så slemt - at blive 45.
Specielt ikke når dagen starter med fødselsdagssang og lækker morgenmad og fortsætter med søde team mates, som har forberedt dagen med fødselsdagskort og den lækreste chokolade-kirsebær sorbet-is-lagkage.

Dagens vinder kommentar fra en af mine kolleger: "har du virkelig tre børn? Du ser slet ikke så gammel ud!". Væk er al bekymring og frustration over alder.
Nu er der bare taknemmelighed over at have så meget kærlighed og dejlige mennesker omkring mig. Jeg er taknemmelig for mine børn, min kære mand og vores dejlige familie.

Last day at 44

Age is a strange thing. I've been thinking a lot about the subject lately.

A birthday is coming up and 45 just sounds so OLD. At that age you are supposed to be in control, to be well founded in your career to be confident in thought and action - or am I wrong?
Anybody's sometimes feel like an 8 year old school girl, a bit shy and unsure of how you fit in? Or sometimes 16 in transit from kid to adult, while the birth certificate says "born in 1968" it's somewhat inappropriate to feel that way.
But looking at my body, the wrinkles around the eyes and the bifocal glasses I am actually getting older. The body that used to be fit, and slim has lost it's firmness and the circumference around the hips has increased several cm.

Lots of complains, I know. I guess I just find age and the attached expectations very difficult. At 45 I expect to be confident, glamorously chick, female, fit, professional and a good wife and mother. When I look at other women around me I think they are all that - and I'm not.

On the other hand though, I would not like to have missed out on adventures and experience the years have brought. My three children are the most valuable that's happened to me. They are amazing and I am proud and grateful of being their Mum.
With that in mind I think I can cope with turning one year older tomorrow.
Any thoughts on the subject "age".



Alder er noget underligt noget. Emnet har fyldt ret meget hos mig på det seneste. Sikkert fordi der en fødselsdag lige om hjørnet, og 45 lyder bare helt vildt gammelt.
Når man er 45 år er man i kontrol, man er selvsikker, på toppen af karrieren og ser unikt strålende ud i sin egen bevidste stil - eller?
Hvad så hvis man nogen gange føler sig som den 8 årige skolepige, lidt genert og lidt usikker på hvad der forventes? Eller som en 16 årige som synes hun skal være så voksen samtidig med at der stadig bor en lille pige indeni?
Sådan skal det vel ikke være når man er 45? Måske er det bare mig?

Masser af beklagelser, jeg ved det, men jeg har det underligt med alder. Jeg synes andre kvinder omkring mig er, det som jeg beskrev ovenfor, selvbevidste, tjekkede og med styr på tingene, bare ikke mig.

På den anden side, vil jeg heller ikke bære foruden de oplevelser og erfaringer som årene har bragt. Ungerne er mine største skatte. Dem ville jeg ikke kunne undvære. De er så fantastiske, alle tre. Jeg er så stolt og taknemmelig over at få lov til at være deres Mor.

Med den tanke imødeser jeg at runde endnu et år i morgen. Jeg glæder mig allerede til de står ved sengekanten og synger fødselsdagssang.
Hvad tænker du om emnet "alder"?

My signature

I Februar da min mand fik job i Sydney så vores to-do-liste sådan ud:

• Immigrationspapirer udfyldes og sendes ind
• Sælge huset
• Pakke "huset" i container
• Finde midlertidig bolig i Sydney
• Flyve til Sydney
• Finde skoler til børnene
• Finde en mere permanent løsning på boligsituationen
• Finde job til mig

I denne weekend kunne vi sætte hak ved det sidste resterende punkt på listen. 

Jeg har skrevet under på kontrakten, og skal starte som Projektleder hos NPS (National Prescribing Services) medicinewise på mandag den 29. oktober!!!

Er det da ikke bare for vildt!!!!

Jeg er enormt spændt - og en anelse nervøs. Første job i det nye land. Det bliver da for fedt. Præcist hvad projekterne indeholder er jeg klogere på om et par uger, men NPS arbejder for at udbrede information om korrekt medicinbrug, både overfor læger og overfor os "almindelige borgere". Det glæder jeg mig meget til at arbejde med. 

Nu vil jeg nyde min sidste uge i hjemmet og kun med de mål jeg selv sætter mig, hvor mange og hvilke (eller ingen) ved jeg ikke - men jeg ved dog at når dette indlæg er udgivet skal jeg se femte afsnit af Forbrydelsen III.

God uge til jer derude. 

We had a long list of major "to-dos" moving from Denmark to Sydney. Completing immigration papers, selling our home in Denmark, packing our belongings, finding a temporary home in Sydney, fly to Sydney, finding schools for the children, finding a more long-time home solution and finding a job for me. 

In this weekend we have completed the last point on the to-do list. 

I have signed the Offer of Employment and will start as Project Manager at NPS (National Prescribing Services) medicinewise, Monday October 29!!!

Isn't it exciting? At least I am excited - and, admitted, a little nervous. First job in my new country.

Now I will enjoy every minute of my last week at home. 

May you enjoy your week too. 

Omsorgsbuket

Tak til min kære mand. Fordi han forstår, hvornår ekstra omsorg er på sin plads.

Solen er for længst brudt igennem skyerne. Min indre sol går samme vej.

En fredag aften uden plan, kun sofahjørne og nært selskab. Det er godt.

Nogle gange er det bare ikke så fedt.

Livet udenfor cyberspace snurrer rundt med forandringer stående i kø. De fleste er af den absolut spændende og forventningsmættede slags, andre er det modsatte.
En af dem er at sige: "Hej, Hej!" til gode veninder, uden at vide, hvornår vi ses igen.
Tristheden sidder stadig i kroppen. Håber solen bryder igennem i løbet af dagen. Chancen er der. Det er jo fredag.

En pind til forskel

For dælen hvor går den bare hurtigt sådan en weekend. Det var jo lige fredag eftermiddag og vupti blev det søndag aften!! Men god, det har den været.

En dejlig lørdag eftermiddag til afslutning på gymnastiksæsonen. Jeg plejer at være med - Altid! men arbejdet har fyldt for meget og det er nu andet år i træk, jeg var at finde på tilskuerpladserne og ikke på gulvet. Men hvor jeg savner det. Hvis man så godt efter, ville man se en vibrerende hage og fugtige øjenkroge hos fru Balle. Den rumelige hjertelighed og glæde ved musik og bevægelse ligger helt inde i bunden af rygsøjlen, og jeg savner det. Så enkelt kan det siges.

Grillsæsonen er skudt igang i selskab med gode venner, rødvin og røverhistorier. Søndag er rekreationens dag. Mine planer om at få symaskinen holdt - til dels. Det blev ikke til så meget som håbet; men et par bukser til Astrid er snart færdige.

Nå, men for at vende tilbage til fredagen. Det blev ikke til terrasse og det blev heller ikke til strikketøj. Den opmærksomme læser vil lægge mærke til at min strikkepind ikke har det så godt. Den var godt og grundigt knækket, og så endda en pind nummer 6.

Heldigvis har jeg reserverpinde, endda også i træ; men det er bare ikke det samme som Knit-pro. Spidsen er for klumpet og tyk. Maskerne bliver svære at fange og det er bare slet ikke rart.

Lidt detaljer om min sart-lyserøde drøm. Det skal blive en poncho med stor rullekrave.

Modellen er designet af Elisabeth Kruse og jeg har søgt allevegne for at finde en læselig version af opskrift og billede. Dog uden held. Måske du kan få et indtryk af herligheden, med billedet af min kopi (undskyld, jeg kan ikke få billedet til at vende rigtigt).
Garnet, Fearytale fra Du store Alpakka, er det blødeste bløde alpakka.

Snip, snap, snude, så er uge 16 ude. Tip, tap, tønde, uge 17 kan begynde.

Fredagshymne

Ah det er weekend. Der er speciel stemning på arbejde sådan en fredag eftermiddag. Trætte efter en lang uge og samtidig forventningsfulde til weekendens komme. Glade "god weekend" hilsner fra kl 14:30. Nu kl 16 er der ikke mange tilbage ved skærmene. Heller ikke jeg.

Jeg er på vej hjem. Måske jeg kan nå en pind på terrassen i eftermiddagssolen. Det vil være en perfekt afslutning på den første uge uden gluten - og jeg har ikke savnet brødet en eneste gang. Brød er afløst af masser af grøntsager, æg, skyr og en ikke så lille mængde mandler! Maven værdsætter omsorgen, mens energikontoen stadig har røde tal. Men det skal nok vende. Det er jeg overbevist om.

Nå, men hvordan står det så til på strikkefronten, tænker du måske?
Jo, sømanden er skudt til hjørne (selvom jeg faktisk fandt garn i matchende farve) og pistacie garnet afventer en beslutning. I mellemtiden er jeg gået i gang med en poncho. En sart, feminin og varm skuldervarmer. Skøn til at tage over en sommerkjole, når der skal skrues op for temperaturen.

Detaljer kommer senere. Nu får du lige et hurtigt billede fra min tur hjem til terrassen.

Med ønsket om en fantastisk fredag.

Til mig fra mig

Børnene og manden er for længst draget ud i verden. Jeg har huset for mig selv. Jeg har fri og det er dejligt!

Efter en travl arbejdsmåned, har jeg taget hul på en måned med knap så meget kul på. Der er udsigt til dage med tid til egen disposition. Lige som dagen i dag   

BallesBazaar

Udover et par ærinder i byen er der ikke lagt planer for dagens indhold. Måske den kommer til at indeholde elementer af tøj på snore og ting på rette plads, måske noget med jord under neglene, måske noget med garn  og lydbog, måske noget med summen fra en symaskine - måske.

Helt sikkert er dog en god sofalur midt på dagen. Det er en kærkommen luksus. 

BallesBazaar

Smukke roser smiler til mig og ønsker mig held og lykke med mit nye liv og minder mig om at nyde øjeblikket. Det vil være målet med i dag - at nyde øjeblikket og lade det forme sig ligesom det har lyst til. 

Gode mandagsøjeblikke til dig.

BallesBazaar

Første dag i mit nye liv

Jeg har fået et kost/motion vejledningsforløb forærende. En meget velkommen gave!
Jeg er jævnt træt og utilpas, så mit mål med forløbet er at få mere ind på energikontoen. Forventningen er at der skal ske justeringer i kost, motion, væske og søvn.

Nå, men igår eftermiddag var jeg så til det første møde hos Martin Kreutzer. Samtalens udgangspunkt var mine nedfældede vaner udi mad og motion og udfordringerne omkring træt- og dvaskhed.

Troede jeg skulle til at halse afsted på villavejene, men nej det bliver et helt nyt liv til Fru Balle.
Mine symptomer er klassiske signaler på gluten intolerance.
Jeg lægger nu min kost om og piller alt brød, pasta og kornprodukter ud.

Masser af grønsager, kød, fisk, fjerkræ og æg. Morgen, middag og aften.

Lidt af en pille at sluge, men samtidig føltes det som om min krop slappede af og jublede. Som om den tænkte: "endelig hører hun efter!!".

Jeg er topmotiveret og fuld af fortrøstning. Jeg kommer til at opleve en stor positiv forandring! Det er jeg sikker på!

Dette var dagens morgenmad!
Så er dagen skudt igang. Må det blive en god en af slagsen.

Pyhha

Så fik jeg klaret arbejdsopgaven. 29timer af weekenden er brugt foran tastature og et digert værk af et dokument er færdigt og sendt i omløb.

Og hvordan har jeg det så? Jo, lettelsen over veloverstået anstrengelse er der selvfølgelig; men mest af alt karakteriseres jeg af smalle og øjne, smertende skuldre og et hoved der er for lille til hjernen.
Som denne tulipan, der er blevet noget mat i stænglen. Den beskriver faktisk meget godt hvordan det er at være mig lige nu.

Der er dømt indhentning af udeladt nattesøvn, i hvert fald et par timer af den og så håber jeg at komme til at føle mig sådan: frisk, rank og sprød.

Klar til at frembringe sprøde, søde småkager til moderens store fest i den kommende weekend.

Alle anstrengelserne efterveer til trods, er det en dejlig mandag. Nyd den hvor du er.

Kodeord for 2012

Jeg laver ikke nytårsfortsæt, ikke mere. I stedet laver jeg fokuspunkter. 

Kodeordene for 2012 er ENKELHED og RO. 

Det handler om at samle energien omkring det nære og de kære. At rydde ud og rydde op. Fokusere på gøre færdig og begrænse bevidstløs påfyldning af idéer og muligheder, men at gennemføre det, jeg allerede har idéer til. 

Skabe enkelhed og ro både i det ydre og det indre rum. Skabe plads til fordybelse og koncentration. Skabe plads til at trække vejret og bare være. 

Nyde det enkle, det naturlige og det nære. Det er mine ønsker for 2012. 

Hvad er dine kodeord for 2012?

Tusind tak til jer, der følger med i mine påfund og finurligheder. Tak for hver en lille hilsen. De glæder mig mere end I tror. 

Nye bukser

Takket være et venligt skub fra min kære svigerinde, tog jeg mod til mig og købte disse bukser mens vi var på sommerferie i Frankrig.

Bukser jeg normalt ville synes var for spraglede og specielle: FlowerPower haremsbukser med turkise blomster foran og en stor orange sommerfugl på bagen!  

Men Kristina insisterede på, at de var super chikke, og at hun levende kunne forestille sig dem luftet på en lørdagsshoppetur i byen. Jeg lod mig overtale - og hvor ER jeg bare glad for det. 

Jeg har nærmest boet i dem siden ferien. De kommer på, lige så snart jeg kommer hjem fra arbejde og de har været på adskillige shoppeture. Hver gang føler jeg mig både hip, chik og smart (men det er jo hele 3 ting!) og så på én gang!

De er da bare for skønne. Tak for skubbet. 

Sjovt som dagen kan vende

Morgenen måtte have håndsving for at kunne starte. Lammende i hoved og krop. Men efter et par kopper kaffe og lidt ekstra tid til at vågne var det op på cyklen og afsted til kontoret. Glædede mig til en rolig tur gennem sommerlandskabet med P1 podcast "Menneskets Psyke" i ørene.

Måske var det der, dagen vendte..
For sikke da energisk, fokuseret og koncentreret jeg har været hele dagen. Sådan en dag hvor opgaver, der et stykke tid er blevet skudt foran mig, pludselig løses med iver og entusiasme. Med en god fornemmelse af godt gennemført arbejde var det på cyklen hjem igen.

... og så lige en løbetur - godt nok langsom og med indlagte gåpauser - men en løbetur.
Jeg er da ikke til at pille ned.

Hvor er det sjovt, hvordan det kan vende og interessant hvad der gør det. For ved vi det, kan det måske overføres til andre minusdage, der så kan gøres til plusdage. I dag var det cykelturen, der gjorde forskellen.

Hvad kan få dine dage til at vende fra minus til plus?

Tanker om kreatid og præstationsræs

Tusind tak for jeres kommentarer til de seneste par indlæg.

En del samtykker til følelsen af at "alle de andre producerer mere og er mere interessante" end jeg er. Egentligt underligt at vi får det sådan. Samstemmende bruger vi bloggene til at hente inspiration, til at holde os selv til ilden og have et sted, der kan fungere som udstillingsvindue og et sted hvor tanker, idéer, planer og frustrationer kan luftes. Det har virkeligt været dejligt at læse jeres ærlige og fyldige kommentarer, og det har sat mit eget forhold til bloggeriet i perspektiv. 

Tankerne har været i formuleringsmaskinen - om maskinen har forbedret budskabet er usikkert, men om ikke andet er jeg blevet klogere.

Jeg gider (og jeg mener gider) ikke lægge under for mit eget præstationspres. Hvis jeg vil (og det har jeg gjort) kan jeg altid finde mennesker der gør mere, skriver mere, tager federe billeder og hvad man ellers kan dunke sig selv oven i hovedet med. Det er jeg slut, prut, færdig med.

I stedet vil jeg fokusere på at, jeg tit i løbet af dagen løber ind i episoder eller finurligheder , som i hovedet formuleres til et indlæg. En brøkdel kommer på skrift; men det er den lyst til at dele jeg vil dyrke - om det så er blomsterne i haven, solens stråler, ungernes latter eller kreationer fra pinde eller nåle, og om jeg rammer en daglig frekvens spiller en mindre rolle.

Derfor er målsætningen i prioriteret rækkefølge for Balles Bazaar at:

1. indlæg skrives ud fra lyst til at dele 
2. holde mig i gang 
3. vise alle de "fede" ting jeg sysler med (skal læses med en ironisk undertone)

Det giver en rigtig god fornemmelse, og så håber jeg at I, kære læsere, er med på den målsætning. 

Omkring kreatid har jeg taget idéen omkring kreaklub til mig. Faktisk havde jeg i aftes 4 gæve kvinder på besøg til rabarbertærte, lokal informationsopdatering og strikke/hækling (i nævnte rækkefølge). Skønt med en aften kun tilegnet pinde og hygge.

Ellers har jeg altid håndarbejde med på rejser. Det er muligt at strikke på flyet, og med rundpinde har jeg ikke haft problemer med gennemlysningsapparaterne. Jeg plejer at være den eneste; men en enkelt gang sad vi to strikkere ved siden af hinanden. Det var ret fedt. Hotelværelset, når jeg følger med på tv-udsendelser på dr.dk/nu og ellers herhjemme i sofaen til tv-avisen eller en god film. 

Symaskinen kræver lidt mere planlægning. Når vores maskiner (med chauffører) holder stævnemøde en søndag eftermiddag er der fuld fokus og koncentration - og så går det derudaf. Det er vist ved at være tid til at lave en ny aftale. 

Skulderklap til dig der hang på så længe - det blev et ordrigt indlæg - sorry.

Hvis du har flere gode idéer til at optimere rammerne omkring kreativiteten og/eller kommentarer til målsætningen er det bare at spytte ud.

Om ikke andet, er min frustration falmet og lysten til at dele blomstrer. 

Tanker i formuleringsmaskinen

I gårsdagens indlæg luftede jeg min beundring af andre bloggeres imponerende produktivitet og frustrationen over egen manglende tid til kreativ produktion.

Tak for kommentarer til indlægget til Pia og Milasbandilas.
Godt at vide at jeg ikke er alene om tankerne omkring produktivitet. Jeres kommentarer har sat nogle tanker igang omkring, hvorfra ambitionen om at følge med superbloggerne og levere indlæg hver dag kommer, og hvad jeg selv kan gøre for at opnå følelsen af at nå det jeg har sat mig for. Det sidste handler primært omkring prioritering og realistiske ønsker for hvad der rent faktisk kan nåes med den tid der er til rådighed.

Et klogt og tankevækkende indlæg var (og er stadig) på tegnebrættet; men det skal have lidt længere tid i formuleringsmaskinen inden det er færdigt - i morgen måske, måske ikke.

Nu vil jeg kaste mig over hækletøjet, som endnu en gang bevæger sig rundt og rundt, inden dynerne kaster sig over mig.
Fortsat god mandag aften.

Hvordan får I tid?

Når jeg bladrer igennem blogland, bliver jeg gentagne gange næsegrus imponeret over hvor meget I andre får produceret. Jeg har mange planer og ønsker; men synes ikke jeg kommer ud af stedet.

Hvordan får I tid til alt det kreative?

.
Gode tips modtages med tak

Længsel

Jeg har været en tur igennem dagens indlæg i min "blogbestand". Hvor har I gang i mange lækre ting. Jeg vil også, ja jeg vil, men et hotelværelse med selskab af pc, cola og et træt brugt hoved (mit) levner ikke de store muligheder for kreative udfoldelser.

Men i morgen går det igen nord over og der er ingen planer for weekenden - andet end aftale med haven symaskine,  og hæklenål  - jeg længes - længes mod at skabe (en give away for eksempel), længes efter tændte stearinlys, sofaens hjørne og ikke mindst familiens krammere.

I morgen, der er alligevel ikke så længe til.

En regndråbe fanget i friske grønne blade midt i det vinterbrune

Nu skal der lige hækles et par omgange og lyttes til "Riverside", Agnes Obel indtil øjenlågene bliver for tunge.

Med ønsket om en fortsat god aften.