Om at stå på kanten

Vi har stået på kanten længe. Vores tidshorisont har i et halvt år gået til den 11. Juli.
Der er sket meget. Huset er solgt og pakket ned, bilen er solgt, børnene har sagt farvel og på gensyn til gode venner og klasskammerater. Vi har også, på behørig vis sagt farvel til naboer, venner og bekendte og igennem de seneste uger også til familien.
Det sidste har været særligt følelses íntenst. Gode kram er givet og der er fældet en tåre. Det må der være plads til.

Det har været som at stå på kanten og vente på springet. Et spring ud i det ukendte. Et spring som man både gruer sig for og ét man glæder sig til.

Når du læser dette, er vi sprunget. Vi befinder os et sted mellem Paris og Seoul, Korea og efter nogle timers ophold og endnu en ti timers flyvetur skulle vi gerne lande i Sydney. Forhåbentligt på benene og med fornemmelsen af at der faktisk var fast grund at lande på, og at det er godt.

Som I sikkert kan fornemme er det en noget speciel oplevelse. Vi har sendt vores 8 kufferter afsted. Vi har vores elektronik, tandbørste og boarding kort ved hånden. Mens jeg skriver dette, sidder vi SAS Loungen i lufthavnen. Ungerne har fyldt maverne med sodavand og crackers, Thomas og jeg med rejer, laksepaté og hvidvin.
Asger slænger sig i de bløde stole og udbryder begejstret efter den 5. sodavand "Ih, hvor jeg hygger mig!".



Det gør vi - forventningens glæde er ved at indfinde sig. Springet fra kanten føles ikke så skræmmende mere. Vi er klar til et par dage i frit fald (ikke bogstaveligt altså, der skal gerne være stabile vinger der bærer). Jeg giver et pip, når vi er landet igen. Ha' det godt så længe.