6 Mar 2011

Fra truende fiasko til stormende succes

Fastelavnstid betyder fastelavnsboller, så mig i gang med ingredienser og røreskål.
Halvvejs igennem processen slipper hvedemelet op. Eftersøgningen i skabe og skuffer er forgæves, og hvad gør bagermutter så - rugmel i og arbejder fløjtende videre.
Jeg synes godt nok dejen blev en anelse tung men hvis jeg nu giver rigelig hævetid, kan bollerne vel udvikle sig fra de små kanonkugler der lå på pladen til noget man havde lyst til at sætte tænderne i. Det blev til LANG tid, men med lidt hjælp fra "hævning i ovnen", antog bollerne en nogenlunde fornuftig størrelse.
Så skal der bages - og det blev der. Ved den pludselige lugt af brændt brød blev der tydeligt gjort opmærksomt på at bollerne var færdige - for et par minutter siden!!

Katastrofen er overhængende - tørre små brændte kanonkugler - og det havde jeg tænkt skulle være det lækreste bløde fastelavnsboller. Og ved I hvad - Det blev de!!!

Med revet marcipan og flødeskum og drys på toppen blev det den himmerigsmundfuld de var tiltænkt. Rugmelet gav endda et lidt knasende bid som faktisk var ret lækkert. Prøv selv.




Fastelavnsboller med fødeskum og marcipan 
(inspireret af opskrift fra Odense Marcipan)

Grunddej til Ca. 14 boller:
1 dl mælk
25 g gær
1 æg
1 spsk. sukker
1tsk. vanillesukker
1 knivspids kardemomme
75 g smør
300 g hvedemel (hvis du tør erstat lidt af hvedemelet med rugmel/grahamsmel)
1 sammenpisket æg til pensling
Fyld:
1 ¼ dl piskefløde
100 g reven marcipan


Smelt smørret og hæld mælken i. Rør gæren ud i den lune mælk/smør og pisk æg samt sukker i. Tilsæt mel, vanilesukker og kardemomme. Ælt dejen til den er blank og smidig. Form 14 boller, læg dem på en bageplade og pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve lunt i 1 time. Bag bollerne i ca. 15. minutter ved 200° C.
Pisk piskefløde og vend revet marcipan i. Skær bollerne igennem, fyld dem med marcipan-flødeskum og pynt dem med et drys flormelis (eller pynt med glasur).

Med ønsket om en rigtig god fastelavnssøndag.

No comments:

Post a Comment